Om Bundgarnsjollen Ditte

Ditte er bygget til fisker Korfitz Hansen i Fønsskov, på Lillebælt bådeværft i Middelfart i 1974. 
Korfitz Hansen drev bundgarnsfiskeri efter sild, torsk, fladfisk og ål med båden frem til 1992, efter det blev den udrustet med ramslag og blev anvendt til pæleslagning omkring Middelfart.

  Ditte er en typisk bundgarnsjolle med dam, klinkbygget af eg på eg på en lav, nærmest flad bøgekøl. Den har damjollens typiske form i dens seneste udviklingsstadium: glat forstævn og rund agterende, skjult ror, kraftig ræling. Den er udstyret med en stor dobbeltdam (fiskeren har fortalt at der kunne være 1000 kg fisk i dammen). Båden fremstår med patina og er behandlet med traditionel linolie i fribordet og rød bund. Som bundgarnsjolle er den speciel idet den er klinkbygget. Bundgarnsjoller var som regel kravelbyggede for at undgå at garnet satte sig fast i bordkanterne.

 Ditte var i brug frem til 2011 og har i 2013 skiftet ejer, som har båden liggende i vandet på det samme sted, som da den var i aktiv brug. Båden anvendes stadigvæk til fiskeri i det samme farvand som da den var ny.

Længde overalt                 7,10 m
Kendingslængde               6,89 m
Bredde                              2,29 m
Dybde                               1,09 m

Ditte er udstyret med en 2 cylindret Sabb diesel motor på 16 KW (22 HK) og har omstyring til den 2 bladede skrue.